Búmerkið hjá felagnum
08. sep. 2026

Danske paracykelryttere kæmpede med om pladserne ved VM i Huntsville, Alabama.

Fire danske ryttere var til start ved VM i paracykling i Huntsville, Alabama, hvor verdenseliten var samlet til kamp om medaljer og placeringer. Emma Lund sikrede Danmark mesterskabets eneste medalje med sølv i enkeltstarten, mens William Wulff Frislev, Stephan Laukamp og Martin Heggelund leverede stærke præstationer i nogle af mesterskabets store og internationalt stærke felter.

Årets verdensmesterskab i paracykling blev afviklet i Huntsville, Alabama, med deltagelse af fire danske ryttere: William Wulff Frislev, Martin Heggelund, Stephan Laukamp og Emma Lund.

Med flere store og stærke internationale felter blev mesterskabet en tydelig påmindelse om den stigende kvalitet i international paracykling.

Laukamp nærmer sig midterfeltet

I MH3-klassen – håndcykelklassen – stillede Stephan Laukamp til start i et af paracyklingens største felter.

Sønderjyden sluttede som nr. 17 i både enkeltstarten og linjeløbet. Resultaterne viser, at Laukamp nærmer sig midterfeltet i en klasse, hvor konkurrencen er særdeles hård.

I linjeløbet blev Laukamp samtidig en af de ryttere, som de øvrige ikke rigtig havde lyst til at samarbejde med. Han gjorde derfor meget af føringsarbejdet og forsøgte at smide konkurenterne inden mål, men måtte dog i sidste ende se sig slået i spurten om 15. pladsen og sluttede dermed som nr. 17.

Frislev leverede stærk enkeltstart trods styrt

William Wulff Frislev stillede til start i MC3, som ligeledes var præget af et stort og stærkt internationalt felt.

Frislev leverede en rigtig god enkeltstart, men styrtede mod slutningen af løbet. Trods styrtet kæmpede han sig i mål og sluttede på en 14. plads.

I linjeløbet blev Frislev udfordret af problemer med skader fra styret, men igen viste han stor kampvilje og gennemførte løbet. Det rakte til en 17. plads.

Sølv til Emma Lund

Emma Lund stod for den danske medalje ved mesterskabet, da hun kørte sig til sølv i enkeltstarten.

Det var en stærk præstation, selv om sejren gik til den forsvarende schweiziske verdensmester Céline van Till, som viste sig at være i storform.

Med sølvmedaljen holdt Emma Lund samtidig håbet om endnu en medalje i live frem mod landevejsløbet. Lund kom til VM med en imponerende international merittliste, blandt andet som dobbelt verdensmester og paralympisk mester fra Paris 2024.

I landevejsløbet var Lund igen toneangivende og satte sit præg på løbet. Denne gang måtte hun dog tage til takke med en 4. plads og dermed lige uden for medaljerne.

Heggelund missede medaljeforsvaret

Martin Heggelund havde håbet på at kunne følge op på bronzemedaljen fra landevejsløbet ved VM i Ronse i 2025.

Men også i Heggelunds klasse var konkurrencen blevet skærpet, og det øgede internationale niveau gjorde vejen til medaljerne vanskeligere.

Heggelund sluttede som nr. 9 i enkeltstarten, mens landevejsløbet også endte med en 9. plads.

Dermed blev det ikke til en gentagelse af sidste års VM-bronze, men placeringerne understreger samtidig, at kampen om medaljerne i toppen af international paracykling bliver stadig hårdere.

Et VM med stigende international konkurrence

Det danske hold rejser fra Huntsville med én VM-medalje og en række solide placeringer. Samtidig viste mesterskabet, at niveauet i international paracykling fortsat bevæger sig opad.

For de danske ryttere blev VM derfor både en kamp om medaljer, placeringer og værdifuld erfaring mod nogle af verdens bedste ryttere.

Over vinteren skal mere og bedre kontinuerlig træning til, så vi ser endnu bedre resultater i 2027.